Om mig

Jeg har fokus på at skabe et trygt rum med dig i centrum, hvor du har mulighed for forandring og udvikling.

Jeg er uformel, afslappet, rummelig og fordomsfri –
og det er sådan, du møder mig.

Jeg blev færdig med psykologistudiet i 2016. Da jeg skulle beslutte mig for et emne til mit speciale, faldt valget på sadomasochisme. Det var der en grund til:

Jeg vidste ikke mere end de fleste andre om sadomasochisme. Noget med, at nogen opnår sexuel nydelse ved at blive domineret og påført smerte. Jeg forstod ikke rigtig, hvordan smerte kan opleves som erotisk, eller hvad den dominerende part får ud af det.

Det var i internettets tidlige år, og vi havde lige fået internet der, hvor jeg boede. Jeg var blevet opmærksom på, at man kunne chatte med andre mennesker og besluttede at prøve det. Jeg valgte et chatforum med forskellige rum opdelt efter temaer og interesser, bl.a. om forskellige sexuelle præferencer. Mange år tidligere havde jeg stiftet bekendtskab med ”O’s historie” og ”9½ uge”, ssom er romaner om dominans og underkastelse. Disse bøger havde vakt min personlige interesse for emnet. Jeg blev draget af SM-rummet.

Først vidste jeg ikke rigtigt, om jeg turde. Men så tænkte jeg, at jeg jo blot var nogle ord på en skærm under et alias – så jeg loggede ind.

I begyndelsen forholdt jeg mig neutral og læste blot, hvad andre skrev. Pludselig fik jeg en privat besked. Og der kom hurtigt flere. Mænd søgte en dominerende kvinde. Jeg blev meget overrasket. Jeg troede, at det oftest var kvinder, der var masochister. Flere mænd søgte om privat audiens med ønsket om at blive domineret verbalt på chatten. Jeg var jo blot nogle anonyme ord på skærmen, så jeg tog springet ud på de 70.000 favne vand.

Det blev begyndelsen på en lang række spændende og berigende oplevelser – både på chatten og i virkeligheden. Jeg fik kendskab til en for mig ukendt verden af forskellige sexuelle udtryksformer, især BDSM. Med dette fulgte nysgerrighed og en masse spørgsmål.

Da jeg skulle finde et specialeemne, var valget næsten givet på forhånd. Det skulle handle om BDSM, så jeg kunne få en dybere indsigt i dette underfundige univers, hvor lyst/smerte samt dominans/underkastelse er helt normale og anerkendte elementer.

Med denne beslutning blev min tilgang til emnet tillige professionel, og jeg rettede mit fokus mod alt det, der kunne uddybe min viden på området. Jeg oprettede en profil på Scor, som er en datingside med fokus på at finde partnere med samme sexuelle præferencer. Det gav mange interessante oplysninger, samtaler, møder og bekendtskaber – og dermed nye erfaringer og indsigter, som jeg stadig i dag drager nytte af i mit sexologiske arbejde med BDSM og kink.